Brug naturen til afstresning - 7 gange


Praktiske informationer


Kursusadresse:

Idom Åvej 5

Vi mødes på parkeringspladsen ved Idom Kirke


Kursusundervisere:

Helle Niewald

Karen Margrethe Madsen

Tal Kita

Anne-Mette Svarre Byrialsen


Medbring:

Yogamåtte og et tæppe

Tøj efter vejret


Er vejret dårligt trækker vi ind i et 50 m2 stort telt.


Pris 

1400 kr incl. let aftensmad


Forbehold for ændringer i programmet eller aflysning pga vejret.


"Vi skal genskabe kontakten til naturen, deri kommer vi tættere på sandheden og på sjælefred"

- Simon Høegmark

Brug naturen til afstresning - 7 torsdage kl. 17.00 – 19.30

Vi bruger forskellige naturoplevelser, mindfulness og yoga til at opnå ro og nærvær.


Mange mennesker kender til at få det bedre i naturen – at få klaret tankerne og ro i hovedet. Naturen stiller ikke krav, alligevel gør den rigtig meget for vores fysiske og mentale velbefindende.


Føler du dig af og til stresset, oplever du søvnbesvær og tankemylder i en mildere grad kan du måske have særligt gavn af et forløb med naturterapi. Her bruger vi forskellige strukturerede natur- og sanseoplevelser til at skabe ro, nærvær og refleksion. Vi er i naturen på steder, hvor der er sikkerhed for, at der ikke suser en mountainbiker forbi. Hvor der ikke kommer løbere, der hurtigst muligt skal fuldføre deres rute.


Du har selv oplevet en følelse af ro i krop og sjæl efter at have gået en tur i naturen. Det skyldes, at mængden af stresshormoner i kroppen falder og at blodtrykket falder. Det er fysiologiske reaktioner, som vi instinktivt reagerer med, når vi bevæger os stille og roligt i naturen.


Vi bruger alle vores sanser til det, de er skabt til og det giver ro og velvære. Vi dufter til blomster og blade. Vi kigger på træer og skyer. Vi lytter til fuglene og kigger på myrene. Det skaber tryghed og ro, så hjernen får en pause.

Der er dokumentation for, at oplevelser af denne type mindsker stress, angst og depression.

 

7 torsdage fra sommer til efterårsferien


20.8: Introduktion til naturterapi              

Introduktion til naturterapi i relation til forebyggelse og håndtering af stress

Du får faglig viden om stress og om forskellen på travlhed og stress. Du får en forklaring på, hvad der sker med dig, når du oplever stress – hvorfor din hjerne og krop reagerer som den gør. Den er helt fornuftig og sund – den er bare nogle tusind år bagud for vores tid.

Vi bruger naturen og her åbnes en helt ny verden. Måske får du både brug for solcreme og regnfrakke.


Vi bruger naturen, fordi det virker. Vi mennesker er designet til at være i naturen. Derfor har naturen en helt særlig indflydelse på vores krop, sind og hjerne. National og international forskning bekræfter, at naturen både kan restituere og stimulere vores hjerner og krop, hvilket giver mentalt overskud, styrker koncentrationen og giver nye perspektiver på løsningsmuligheder. 

Denne første mødegang introduceres du til hele det efterfølgende forløb.

Vi skal arbejde med os selv i et fællesskab med de andre deltagere. Så vi bruger også den første gang på at lære hinanden at kende bl.a. gennem sjove lege.


27.8: Mindfulness              

Mindfulness er et af de mest veldokumenterede redskaber til at reducere stress.

Du kan bearbejde stress ved at skabe mentale strategier, som virker positivt i dit liv. Din hjerne kan trænes til at give slip tankestrømme, lidt på samme måde som din krop kan trænes til en speciel sportsgren eller til at være stærkere.


Studier i mindfulness har vist, at metoden skaber mulighed for at finde ro i perioder med forhøjet stress-niveau. En central færdighed er at kunne ”give slip” på fornemmelsen af stress, i stedet for at være fanget i et mylder af følelser og tanker, som kan virke umulige at slippe af med igen. Søvnproblemer og koncentrationsbesvær er typiske stresssymptomer og begge gener kan mindskes gennem mindfulness.


Dette kursus præsenterer dig for konkrete metoder, som du kan bruge i din hverdag:

  • Du trænes i bevidst og ikke-vurderende iagttagelse af egne følelser og tanker.
  • Du styrkes i evnen til at dirigere din opmærksomhed og fastholde fokus.
  • Du får konkrete metoder til at afhjælpe oplevelser af stress i tilspidsede perioder og situationer


Du får mulighed for at prøve teknikkerne af på egen krop samt at dele erfaringer og stille spørgsmål til underviser og deltagere.

Du lærer om de 7 grundlæggende principper for mindfulness og da der er så god effekt af mindfulness, bruger vi det som gennemgående værktøj på alle mødegange.

Når mindfulness foregår i naturen, arbejder du ubevidst med alle dine sanser.


3.9:  Afstresning i naturen

Jord, ild, luft og vand har i årtusinder udgjort fundamentet for livet på jorden. Det er kun 150 år siden vi opfandt fabriksarbejde og kontorer og derved løsrev os fra et liv i tæt samspil og total afhængighed af naturen og årstiderne. Vores hjerne har ikke forandret sig de seneste mange hundrede år. Så vi reagerer instinktivt i dag, som vi gjorde, da vi levede i og med naturen. Og med de farer, det var forbundet med.

I en farlig situation var det relevant at reagere ved enten at kæmpe, at flygte eller at spille død.

Det er denne mekanisme, der i dag er årsagen til, at mange oplever stress i hverdagen.


Denne kursusgang handler om at skabe forståelse for hvad der fysiologiske sker i kroppen, når man oplever stress og at give oplevelser, der får vores instinkter til at falde til ro igen.

Vi bruger et udkigspunkt til at skabe overblik over en situation. Vi bruger søen til at kigge dybt indad og vi bruger åen til at sende de tanker afsted, som vi ikke har brug for.


10.9: Lyt dig til ro!

Vi afprøver i praksis hvordan musik kan påvirke følelser og stemninger. Vi arbejder med bevidstheden om, at musik og stilhed både kan stresse og afstresse. Og vi sammenligner det med naturens egne lyde. Denne kursusgang giver dig en helt ny bevidsthed om hvordan du kan påvirkes af de lydbilleder, der indgår i din hverdag. Og du får viden og oplevelser med hjem, som du straks kan mærke effekten af!


17.9: At mærke kroppens signaler                       

Stress giver både fysiske og psykiske symptomer. Vi bruger psykomotoriske øvelser til at sætte fokus på sammenhængen mellem din fysiske og mentale tilstand. Kropsbevidsthed kan trænes og når du mærker kroppens signaler, bliver du bedre istand til at genkende de signaler, din krop sender i en stress-situation. Derved kan du hurtigere reagere, så du får bremset stressoplevelsen inden den bliver skadelig.


24.9: Yoga

Yoga styrker den fysiske og mentale balance og har derfor også en positiv effekt på oplevelsen af stress.  Med yogaens blide stræk og dybe åndedrag flytter opmærksomheden fra hovedet til kroppen. Kropsbevidstheden øges og balancen forbedres.

Vi har valgt de øvelser der blødgør og styrker de muskler, som bliver mest anspændte, når man er stresset. Og vi inddrager naturens særlige bidrag til afstresning.


8.10: Brug naturen til forebyggelse af mental overbelastning fremover

Vi arbejder med naturens materialer til at skabe overblik over, hvor vi er og hvor vi er på vej hen. Med landart forener naturen dine tanker og ønsker til fremtiden.

Hver især gør status over hvilke redskaber, de har fået med, som fremover kan hjælpe og støtte, når der opstår en belastende situation.


Nature-Mind-Logo-bund

Kontakt os

61 71 02 67 eller 20 47 88 93

Idom Åvej 5, Idom

7500 Holstebro

CVR 26 30 35 59

Den-Europaeiske-Landbrugsfond-for-Udvikling-af-Landdistrikterne-maerke

Copyright © All Rights Reserved

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at klikke på 'Acceptér' godkender du vores brug af cookies.

Godkend